Reviews: back

www.dr.dk/musik/jazz/anbefalinger - april 2006 - Rasmus Junge
Sjældent har et bandnavn givet så god mening, for med 'Diamonds' leverer Big Bombastic Collective en storslået, bombastisk, kollektiv indsats, der efterlader lytteren lykkelig udmattet og gennemblæst af gruppens bevidsthedsudvidende, genrenedbrydende musiceren.

Det er i sandhed en fornøjelse at lægge ører til den interskandinaviske sekstet Big Bombastic Collectives debutalbum 'Diamonds'. For lige meget hvilke forventninger man evt. måtte sidde med til det, tager albummet fusen på en.

Selvom man sagtens kan dissekere albummet i delelementer hentet fra eksperimenterende freejazz, himmelstræbende postrock, skramlet lo-fi, forblæst countryrock og svensk visesang, så er den samlede sum af enkeltdelene så spraglet, overvældende og mangesidet, at genrerytteren må sidde tilbage med dybe rynker i panden.

Hvis man skal forsøge henvise til andre kunstnere, er norske Jaga Jazzist den mest oplagte parallel. For i begge lejre finder man dels en forkærlighed for langstrakte, improviserede forløb, dels en udpræget brug af stemningsbærende blæserarrangementer. Til gengæld krydres den eksperimeterende indgangsvinkel hos Big Bombastic Collective med halsbrækkende, galgenhumoristiske indfald en masse.

Albummet slingrer charmerende rundt i mellem svulstige, patosfyldte instrumentalpassager, neddæmpede, akustiske indslag, rablende og halvfalsk råbekorsang, fræsende guitarstøj, tæsketrommer og evigt insisterende blæsere. Som en beruset sømand på bersærkergang i Aage Jensen. Eller svenske bob hund, der spiller jazz.

Den røde tråd i gennem albummet er Big Bombastic Collectives livlige spillelyst, der i den grad skyder 'Diamonds' ud over rampen og ind i hjertekulen på lytteren. For det er til syvende og sidst gruppens smittende begejstring ved de toner, de frembringer, der gør, at man efter endt gennemlytning med et saligt smil letter sig fra lænestolen og genstarter cd-afspilleren.

Publiceret den 22. april 2006

www.geiger.dk - april 2006 - Steffen B. Pedersen
Selvom musikerkollektivet egentlig hverken er specielt stort eller specielt bombastisk, er det seks mand høje band Big Bombastic Collective, der nu udgiver sit debutalbum, lidt af en supergruppe. Ikke nok med, at udspillet er produceret af Mads Bauer og Casper Clausen fra Efterklang: Musikerne kommer fra så markante og forskellige orkestre som Attaboy, Slaraffenland, Sekten og Mob. Og hvis det får én til at tænke i retning af en svensksproget blanding af jazz og indierock, rammer man helt rigtigt. Ikke for ingenting er Big Bombastic Collective tidligere blevet betegnet som en slags jazzudgave af Bob Hund, for de 10 indspilninger her rummer den samme blanding af ekstase, højnordisk melankoli og guitarskrammel, man kender fra Thomas Öberg og co. – blot tilsat en ordentlig omgang messingsuppe fra Thomas Caudery og Niklas Antonsen og en lidt mere improvisatorisk impuls.

Lyder dét som noget gevaldigt rod, kan man tro om igen, for på intet tidspunkt siden Bob Hund hed Bob Hund, har man kunnet gå foråret i møde til lyden af en så frisk, medrivende og hjertevarm plade. Bare titler som ”Bara Vara Snäll” og ”Älska Varanndra” fortæller én, at dette album vil én det godt, og det samme gør den lunt ulmende musik, der føles som varme solstråler på en vinterbleg hud. Og så er der selve melodierne, der er ualmindeligt velformede – selv når de har et tydeligt improvisatorisk præg – og skiftevis giver én lyst til at danse og give katten et indfølt kram. I den første kasse falder en sang som ”Men Jag Känner Ingenting”, der efter en lang, tyst guitarindledning nærmest udvikler sig til en art vikinge-fællessang – synges der endda ikke ”Jag kann knulla med en elefant / Men jag känner ingenting”? – med legende blæsere, bastant tæskende trommer og et bredt spektrum af guitarlyde, som henviser til både country og støjrock. Og det samme gør numrene ”Samme Saker” og ”Vi Vet Ingenting”, der er sprælsk, blæserbelagt slackerrock med læssevis af flotte tekniske finesser fra især guitaristen Stephan Sieben og trommeslageren Gustav Sandegård, som kan dét der med at spille energisk og fremadrettet på en måde, der alligevel både er skæv og kuperet. På den anden side af mønten finder man så mere afdæmpede vise- og jazzprægede ting som førnævnte ”Bara Vara Snäll” – en sød lille sang om det svære i at være venlig i en mistroisk og fjendtlig verden, der for alvor lader blæserne ulme til lyden af whiskers og trippende strenge – og ”Älska Varandra”, der over spredte trommeanslag og et simpelt akkordforløb nærmest lader trompeten og trombonen elske med hinanden. I hvert fald indtil man føres over i en afrundende popmelodi fyldt med besynderlige overtoner.

Og sådan er Diamonds: Pladen kan sagtens være sær og kroget – den er ikke ubetinget behagesyg – men den er faktisk altid lidt kær. Og med et trist lille smil på læben, der markerer, at den godt ved, at den slags koster – den har bare valgt at være sådan, fordi alternativet er for modbydeligt og ikke ligger til den. Derfor elsker man den, som man elsker sit ældste tøjdyr – endda uden at føle sig helt så dum og sentimental. Ikke mindst når det afsluttende titelnummer forsvinder i en lun dis af harmonika, lallet nynnen, falsk fløjten og skæve anslag på hvad som helst, der minder én om, at man altså er en alt andet end uskyldig fuldvoksen mand, der ikke ville høre det her, hvis han ikke havde en sød tand for det uventede og eksperimenterende.

Stor og bombastisk er pladen ikke. Men den er dejlig helt ind i intentionen og velspillet uden at miste grebet om nødvendigheden. Hør den og bliv mindet om det bedste i dig selv.

Spændende vital debutplade fra sekstet med base i København
www.gaffa.dk/anmeldelser - May 2006 - Jakob Rosenbak
Big Bombastic Collective er en sekstet, der har base i København, men består af musikere fra flere skandinaviske lande. De spiller en hybrid af blandt andet jazz, indie- og postrock, og det sker på en frisk og løssluppen facon. Musikken her på deres debutalbum, Diamonds, er forholdsvis rå i udtrykket, og vokalerne, der er på svensk og pryder de fleste af de ti numre, er ofte lidt flossede og lyder som om, de er optaget live. Der er et tiltalende nærvær over pladen, og man fornemmer tydeligt, at de seks musikere har hjerte og sjæl investeret i musikken. Diamonds præges af en uhøjtidelig stemning, der lader idéerne og energien få frit løb. Big Bombastic Collective leverer her en ganske vital debut, hvor den nerve, der løber i musikken, flere gange minder om den, man finder hos et band som Arcade Fire, og hvor specielt et nummer som det knap ni minutter lange Men jag känner ingenting med skrålende mandskor imponerer. Diamonds er en spændende og charmerende plade, der ultimativt giver én lyst til at opleve Big Bombastic Collective live.

Diamanter i Jazzbleen.
www.citadellet.dk - April 2006 - Jacob D. Jensen
Så har vi balladen igen: En samling risikovillige musikere fra det københavnske jazzmiljø lancerer en debut, som med et forslugent barns uskyld tager for sig af genremenuen. Diamonds hedder produktet, udskidt i ti velproportionerede outtakes, der vel at mærke stinker af succes.

Big Bombastic Colletive er navnet på de formastelige, en sekstet sammensat af trompet, trombone, guitar, trommer og hele to bassister. Det svenske element er et kendetegn for gruppen, der i fællesskrål får afleveret slagere som ”men jag känner ingenting” og ”bara vara snäll”. De to svenske ”bombaster” Johan Segerberg og Niklas Antonson gør sig gældende i henholdvis Autofant og Slaraffenland, og netop sidstnævnte orkester kunne være en mere indadvendt pedant til BBC, der i så fald må få rollen som den adfærdsvanskelige lillebror. Det er en ekstraordinær oplevelse at lytte til de ti numre på cd’en. BBC har ganske uimponeret forladet skuden med blæs og store trommer og begivet sig ind i fremmede farvande, der ellers vogtes at fuldriggere som Broken Social Scene og Bob Hund.

Som gruppen er BBC bestemt ikke uprøvet. For et par år siden slog de benene væk under den amerikanske saxofonist Chris Speed i en fælles liveoptræden. Nu er tiden kommet til et større cd-publikum med denne overbevisende langsspiller.

Big Bombastic Collective - Svensk skrålesang på jazzet postrock
www.soundvenue.com/review - May 2006 - Uffe Ipsen
Det sprutter i mange retninger, når man tager låget af debuten fra dette bombastiske dansk-svenske kollektiv. Svensk skrålesang kæmper i lydmanegen med jazzede postrock-improvisationer, støvede ørkenguitarer, og elektronisk blip-blop. Bandets særegne rockbesætning består af trombone, trompet, guitar, elbas, kontrabas og trommer, og stort set alle mand enten råber eller synger med.

Den livsglade galskab bag kollektivets foretagende er dog ikke altid lige smittende, men et nummer som 'Men jag känner ingenting' skal nok få rusket rå fællesskrål ud af bandets livepublikum. Dejlig skævt og skingert sungne linjer som 'Jag kann knylla med en elefant' besvares her brølende af råbekorets 'Men jag känner ingenting', mens bas, blæs og trommer holder et iørefaldende rocket groove i kog. Nummeret udvikler sig senere til en herligt støjende, atonal allemands-improvisation. Bandets brogede udtryk byder også på den vellykkede ballade 'Bara vara snäll', hvor en tostemmig basgang sammen med blæserne lægger en smukt flydende melodi under den finurlige lille sang.

Men på trods af den store iderigdom og spilleglæde, man fornemmer i albummets virile virvar, mangler bandet ofte evnen til at skrive de gennemført fede numre. Ideerne snubler tit over hinanden, og improvisationerne trækkes gerne lidt for langt, hvilket sikkert fungerer fint live, men ikke står distancen på et album beregnet til genlytninger.